Terres et Vins de Champagne 2011

Tasting of vins clairs and champagne from 18 of Champagnes striking winegrowers April 2011.

Narrated in pictures by Tue Juelsbo.

Neuf Côtes de boeuf

Indkaldt til Concours de Côte-de-boeuf i Loire. Ni stks Côte de Boeuf fra hele Frankrig af forskellige kvægtyper, terroirs og slagtere. Ja, egentlig var der på forhånd tilmeldt ti og faktisk ankom vist nok kun otte, men overskriften - såvel som selve konkurrencen - får ligesom lidt mere svung med rim.

Aftenens vært: René.

Sted: St-Lambert-de-Lattay, Anjou, Loire, Frankrig.

Formål: At kåre verdens bedste Côte de boeuf. (Kun undertegnede kunne få øje på problematikken i at betragte det som et verdensmesterskab).

Deltagere: Ca. ni côte de boeuf.

Dommerpanel: 18 stks blandet landhandel med tilknytning til vin.

Tilbehør: En (1) skål salat, to kilo kartofler (SIC!), et ukendt antal flasker vin.

De indledende øvelser.

Stegt på pande, i ovn og på grill. Alt serveret blindt.

Og starten er gået.

Nummer 1:

Nummer 2:

(bemærk salaten)

Nummer 3:

Nummer 4:

Nummer 5:

Fra grill..

Nummer 6:

Nummer 7:

Tja. Bumbum.

Nummer 8:

Herefter er alt almindeligt kaos. Aftenen er fremskreden.

And now, the end is near..

Og vinderen er: tja. Det er lidt uvidst. Men der er returkamp næste år.

ADVARSEL: suspekte typer set inkognito på diverse restauranter

Michelinguiden er der ikke tale om, men om ud- og eftersøgte terroirister, som optræder under DÆKnavne som Pirelli & Firestone, Continental & Goodyear, l'Oelf et l'André, Svin & Saturne, Al et al.

De to ud- og eftersøgte formodes bevæbnet med proptrækker og løstsiddende champagnepropper. Caravinieri regner dem som særdeles farlige. Man skal ikke selv forsøge at pågribe de to terroirister, men blot kontakte den nærmeste Polyvinstation.

Hjemme igen

Paris kalder i embeds medfør. Jeg lander med det sene fly fredag aften og tager direkte til Verre Volé, hvor Cyril og staff er gået op på den høje klinge og sprøjter vin og mad over disken i et hæsblæsende tempo. Om de har bord til én? Nej. Men lidt senere måske? Nej, så kommer tredje seat jo. Men.. jo, et øjeblik, og tryllerylle, en hylde, der kan trækkes sådan halvt ud af væggen og normalt fungerer som skærebræt og brødstation, bliver afkrummet og en klapstol trækkes frem af de hemmelig gemmer – et voilà: Bord til un.

Man skal lige sørge for at læne sig frem når serveringen skal ud i vinkælderen, og holde godt øje med at klapstolen ikke forvandler sig til klapstol adskilt i hoveddele, men så sidder man til gengæld perfekt; god mad, god vin og en fantastisk udsigt til en af Paris' travle bistroer. Lokalet er vel beregnet til 14-16 siddende gæster, og væggene hele vejen rundt er fyldt med vinflasker, så kan man bare se sig omkring og vælge. En stor tavle med dagens – overraskende mange – retter bliver båret frem og tilbage og bakset ud og ind imellem bordene. Der sidder 28 gæster foruden mig, og hvis ikke der hele tiden var tre-fire stykker ude på gaden og ryge, ville det næppe være muligt at få serveret tallerkener og vin til de overfyldte mikroskopiske borde. Ahh. Jeg læner mig tilbage. Blot for omgående at kommer på bedre tanker, da jeg bliver mindet om klapstolens lange levetid og potentiale for dekonstruktion. Så jeg læner mig frem igen, dufter til et glas Allez Goutons fra Dominique Derain; endelig hjemme. Altid hjemme i Paris.

København var april med slud og gråt i gråt; Paris er lun og åben, og Cyril kommer med store, flotte grønne asparges med vinaigrette, lidt ibericoskinke og et glas Melonix fra Jo Landron. Det er i princippet for vinen, man kommer på Verre Volé – lidt absurd al den stund, at man ikke må drikke uden at spise på stedet – men maden slår mig gang på gang med forundring; altid god og iblandt er den fremragende. Køkkenet på Verre Volé består af to store salamandre i baren (en salamander er en avanceret brødrister), en el-koger og en elektrisk trykkoger-lignende ting, der oftest bruges til at koge kartofler i, som siden moses og holdes varme i selvsamme tingest. Salater blandes i reglen i vinkælderen, der er et temperaturstyret rum lige bag baren, hvor også mange tallerkener anrettes. Pølser, caillette, parmentier og sågar rôtie de porc steges i salamanderen. Det er simple retter, men af gode råvarer og oftest lige det, man har brug for. Toulousepølse med kartoffelmos og frisésalat; hvor svært kan det være? I skrivende stund er Verre Volé netop blevet ombygget og har fået et vaskeægte køkken, men så vidt vides er salamandrene blot fulgt med.

Verre Volé er den naturlige vins højborg og har i mange år, sammen med en håndfuld andre steder som fx Baratin i det 20., fremstået som spydspidsen inden for Vins Nature-avantgarden. Med sin beliggenhed i det 10. arrondisement er Verre Volé ikke lige på alfarvej for turisterne, men efterhånden har vinnørderne fundet vej herud. Sammen med en frodig blanding af unge parisere, der jo skal ud at spise og drikke, men ikke nødvendigvis har de helt store summer at gøre det for. Her er naturlige vine fra alle afkroge af Frankrig; besynderlige vinbønder og besynderlige vine, men alle med liv og en mission i verden. Ikke blot at behage, men at udfordre, restaurere og beruse sit publikum.

Linsesalat med svinekam og et glas pineau d'aunis fra Puzelat. Tredje seat er så småt på vej ud i Paris og Cyril siger, at jeg kan få et bord sammen med nogle af hans venner, vinbønder sydfra, men undervejs på strækningen fra brødstationen og de tre meter hen til hjørnebordet bliver jeg indfanget af fjerde seat, en håndfuld branchefolk og et par vinbønder og en flaske meget musikalsk Anjou – Initial BB fra Agnès og René Mosse – så det tager et par timer, før jeg når bordet med Cyrils venner. På dette fremskredne tidspunkt er Verre Volé forlængst lukket og skodderne trukket ned, men vinen flyder stadig i stride strømme, og hver gang nogen gør mine til at bryde op, lyder et umiskendeligt plop fra vinkælderen og Cyril kommer bimlende med blinder og stort smil. Afslutningsvis får vi 2004 Les Chênes fra Vincent Laval, der gør hjemturen til venners lejlighed i parisernatten både kalket og næsten svævende.

Tre timer senere på udtrækssofa i vennernes lille pariserlejlighed, kommer lejlighedens yngste beboer (4-årige César) kravlende ind under madrassen for at skyde mus med sin flitsbue (!). Men det er Paris uden for vinduerne. Og en ny smagning venter. Godt man ikke får tømmermænd af naturlig vin. Eller.

Splitte mine bagaksler

eller

En af de der gamle skrotbunker, der bare kører og kører og aldrig fejler noget

eller

En bourgognefarvet drøm på fire hjul

- en personlig beretning fra Bourgogne

Af 1971 Mia Rudolf og 1970 Mads Rudolf

Noget af det, man virkelig skal overveje, når man rejser i Bourgogne, er, hvornår man skal drikke hvilke vine. – Og af hvilke glas. Det er selvsagt en fordel, at bagakslerne på bilen er hele og uknækkede, men det er absolut ingen betingelse. Med et par gode vinmarksglas, en proptrækker og en halvsnalret tilgang til livets fortrædeligheder når man ganske langt.

En Bourgognefarvet drøm i Bourgogne: Mercy ved Le Montrachet.

Mercy, Mercy me

Altså. Om vinteren så vi os selv på sommerferie i vores nye gamle bil. Vi havde jo ikke købt den endnu, men alligevel. Bare os i solnedgangen på Montrachetskråningen med en af de der gamle skrotbunker, der bare kører og kører og aldrig fejler noget. Vi købte så en gammel, bourgognefarvet Mercedes (Mercy) med masser af charme og kassetteafspiller til at spille Marvin Gaye; vi var cool. Efter et par hurtige stop hos mekanikere i Lübeck og Alsace, ikke noget at tale om – en oliefordelingsdims og en bagaksel –, skramler vi videre til Bourgogne, hjemsted for verdens største vine og et dragende mekka for enhver sand vinelsker. Mellem Nuits St. Georges og Beaune ryger den anden bagaksel, og situationen er så småt ved at være kritisk. I hvert fald hvis man tager de økonomiske briller på. Men gør man det? Næh. Det er jo ferie. Så. Man sørger for at holde fanen og bourgogneindholdet i blodet højt, og når verden er imod, må man jo kompensere. Jo mere autoskade, jo højere kvalitet på vinen. Jo mere fransk arrogance hos mekanikeren, des større kvantitet fordres, mens mere mekaniske franskmænd fordrer des arrogantere kvalitet. Eller noget. Vin skulle vi i hvert fald ha’!

Vi kommer til Bourgogne sent søndag aften og checker ind hos Fru Foch (ja, det hedder hun næppe) på Hotel Foch. Hun er Thierry Matrots svigermor og således i familie med en halv flaske 2001 Puligny-Montrachet 1. cru Les Chalumeaux, der straks får os til at glemme lydene fra bagvognen. Vi bliver enige om, at bilen sikkert bare har en løs dims, fx vores spritnye venstre bagaksel, der skal strammes. Således opstemte går vi ud i byen og finder efter nogen søgen en restaurant, der, omend modstræbende – de var ikke meget for børn (skal vi lige huske at introducere Esmeralda, 1½ år, vant til at spise ude, vældig glad for foie gras og næsten i stand til at skelne mellem riesling, chardonnay og pinot noir på duften) – indvilliger i at vederkvæge os med en bid brød og en flaske 1999 Vosne-Romanée fra Robert Arnoux. Vi går i seng med et rimeligt positivt indtryk af den samlede situation og deler os næste morgen, så en tager datteren og den anden køretøjet, som vi, trods de oplivende vine fra dagen før, godt kan se nok må et smut til doktoren. Halvvejs til mercedesmekanikeren i Nuits St. Georges må forehavendet imidlertid opgives og Falck tilkaldes. Hvad gør man så? Tja. Tager på Ma Cuisine og spiser frokost. Restauranten ejes af et oldebarn af Escoffier, men det er ikke maden, de er berømte for. Det er derimod vinkortet, og vi finder da også uden videre en flaske 2000 Meursault fra Coche-Dury, der ligger og kalder på os. Straks stiger humøret, hun bliver snart god igen, Mercy.

Pilgrimsfærd

Ideen med at tage til Bourgogne: At mærke suset fra de store vinmarker. Kysse i Les Amoureuses, drikke Chambolle i Chambolle, sparke til mudderet på Le Montrachet og tisse på Romanée St. Vivant. Men. Vi fik ikke drukket Chambolle i Chambolle! Og her kommer vi således til det egentlige. Det handler om at udstyre sig selv med de rigtige flasker til de rigtige tidspunkter og dertilhørende korrekte vinmarksglas. Når alt kommer til alt, er det et spørgsmål om logistik. Hos Ma Cuisine pågældende krisemandag investerede vi i tre fine, fine flasker vin. Men som nævnt er det et spørgsmål om logistik, og det var simpelthen ikke de rigtige flasker vin, vi fik investeret i! Vi endte med at sidde på Montrachetskråningen i Puligny og drikke en flaske, i øvrigt glimrende, 2000 Nuits St. Georges fra J.J. Confuron, og hvad værre var: vi måtte simpelthen afstå fra at drikke vin på Les Amoureuses, og var der ellers noget, vi havde set frem til, var det da dét!

Vintjener på Le Montrachet. Let genkendelig

med sine blå tænder og sin hvide skjorte.

Tilbage til frokosten, som blev afløst af fem ture i karrusel til turens mindste deltager og en skal vi sige let deprimerende telefonsamtale med vores nye rejseledsager, Falck Udland. Nu var gode dyr let opløste og dyr vin uden for rækkevidde: Vi bevægede os i trance rundt i byen, spiste et stykke (medbragt) knækbrød og gik i seng med en flaske 2000 Bourgogne Rouge fra Coche-Dury. Situationen lysnede en smule. Næste dag var jo en ny dag, hvor vi nedslåede af en telefonsamtale og siden opildnede af et utrolig dejligt vinindkøb tog en taxa til Le Montrachet, den mest legendariske vinmark i det hvide Bourgogne og måske i hele verden. Skråningen har en perfekt hældning, jorden er stenet og mineralsk, aftensolen falder følsomt mellem rækkerne af vinstokke.

Lidt om lyset i Bourgogne. Det er pænt. Faktisk er det helt specielt. Måske er det bladene på vinstokkene, der for turisternes skyld fanger solens stråler og kaster dem mod himlen med en særlig vinøs glans. Måske er det himlen, der vælger at sende nogle helt specielle lysstråler til netop Bourgogne, velvidende at terroiret her producerer de ypperste vine, man kan tænke sig. Hvorom alting er: Lyset er pænt. Det skinner fra himmel til vinstok, fra vinstok til vin og ned i glas og op til os. Eller er lys i virkeligheden bølger. Havde Bohr ret? Han starter dog med B...

Vinmarksglas. (Det er billedet der er uskarpt - ikke fotografen!)

Næste dag til frokost blev det en flaske 2002 Mâcon fra Robert Denogent, den var billig, kølig og dejlig, men Spiegelaus Authentis 02 lå hjemme hos Fru Foch og er i øvrigt ikke et glas, der med sin lange stilk og crispy krystalkarakter egner sig til livet i marken. Så vi foretog en, skulle det vise sig, vigtig investering. Vi købte vinmarksglas. Små buttede cognacglas af den gamle, solide skole påtrykt landsbyskjold fra hhv. Vosne-Romanée og Chambolle-Musigny. Sidenhen måtte der indtil flere lodtrækninger til, for hvem vil drikke 2001 Vosne-Romanée, Clos du Château fra Vicomte Liger-Belair af et Chambolle-glas?

Rundt og rundt. Og rundt

Man er fanget i Beaune, og man vil hellere ud at se på en knold og synge om vinene, vinen og vin. Bagaksler er let udsolgte, Falck taler ikke fransk, og mercedesværkstedet i Chênove gør visse begivenheder om ikke helt naturlige så i hvert fald uundgåelige. 30 km i taxa til en lidt blegfesen skråning mellem Puligny og Chassagne – Le Montrachet. Anne-Claude Leflaive tager imod til en lille afmålt smagning. Vi triller klapvognen ud i vinland og stener på Montrachets stenede skråninger. Baguette, rilette og desværre havde vi ikke en vin, der rimede, men en halvflaske 2001 Chambolle-Musigny fra Domaine Roumier er såmænd o.k., lidt glas-diskussion, men havde vi haft bagaksler som vi havde agt, havde vi selvfølgelig valgt en picnic, der rimede på Montrachet.

Burgøjser-vinbonde

Bussen tilbage til Beaune og madame Foch var aflyst i sommerferien, det stod selvsagt ikke i køreplanen, men hvad er en enkelt taxatur mellem venner? Og vi var gode venner med Bourgogne. Senere samme aften blev vi gode venner med Lolo. Mercy var hos doktormanden i Chênove, men doktormanden var en heksedoktor – syntes vi så småt – og vi havde tilsyneladende købt den sidste tilgængelige Mercedes 123 årgang 1980-bagaksel i Alsace. De gjorde knuder. Vi ringede og ringede og blev lidt smådeprimerede, bare et øjeblik, turens mindste deltager fik en tur eller tre i karrusel, og vi fandt en lille-bitte-billig-nede-om-hjørnet-bistro af den rare slags; og igen spiller glassene en rolle, for hvordan skelner man den rare bistro fra den væmmelige turistfælde? Vinglas! Gode glas betyder god vin, god vin – god smag, god smag – god mad. Såre simpelt. I teorien i hvert fald. Og i dette tilfælde: For i de gode glas hældte Lolo 2001 Meursault Génévrières fra Lafon, hertil dagens Formule til 12 €, man måtte vel spare lidt i ny og næ, dagsprisen på bagaksler taget i betragtning.

En ny dag truer. Kaffe, croissant og ingen cardan.Vi er helt på det rene med, at vinindholdet i vores blod ikke bør nærme sig de faretruende nedre grænser; vi har jo ferie. Bander lidt ad Falck og en hel del af franske mekanikere. Turens mindste deltager får en tur i karrusel, inden vi kører med toget til Nuits St. Georges og derfra videre med taxa til Gevrey-Chambertin og et aftalt besøg hos Domaine Trapet. Madame Trapet er en historie i sig selv og bander ad franske mekanikere sammen med os, joh, vi er skam på bølgelængde, os og madame Trapet. En herlig smagning og en biltur senere efterlader hun os på banegården i Nuits med en flaske 1971 Gevrey-Chambertin af egen avl, det er næsten lige så godt som en hel cardan.

Vi bander ad Falck, der naivt siger cardan og pardon på vegne af franske mekanikere, som vi også bander over, og som for deres vedkommende bander over hvad som helst. Vi bander og bander. Målet er fuldt, da den Flincke Falckmand flinckt forcklarer, at det nok godt kan tage endnu et par dage, inden den franske cardan når fra Dijon til Chênove. Der er 4 km. Men hvad ved l’Homme Falck om det? (Ingenting, kan vi godt afsløre). Tid til at opsøge en gammel ven: Lolo. Vi kvæler en flaske 2002 Chambolle-Musigny Les Charmes fra Lucien Le Moine (det store gabehoved), og skruer bissen på, Mercy får sin cardan, og vi triller fra nord til syd og fra syd til nord og tilbage igen, op og ned ad Rouge National 74, det er søde tider, stokkene smiler til os i solnedgang, vi er kørende, gu’ er vi, rødderne trækker mineralerne op i lyset, vi har ferie, gu’ har vi, vinden blæser liv i vinen, vi er fattige nu, men hvad er penge mellem venner, vi er gode venner med hinanden og med Bourgogne, det skal fejres! Turens mindste får en tur i karrusel.

Chambolle...

On the road again

Aurevoir mémé Foch, Matrots velsignede svigermor, og bonjour les dégâts! Vi kører (læs: Mercy triller!). Nordpå. Væk er vanskelighederne, vi fortjener at have det lidt godt. Nu er det ferie. Lidt god vin. Nu. Vi havner hos en gîte-madame i Morey, her bliver vi ikke længe, hun har tæppetisserhund, men vi bliver længe nok til at stifte bekendtskab med Hotel de Très Girard i selvsamme landsby. Første gang kommer vi bare lige forbi og drikker et glas vin, 2002 Clavoillon, Puligny-Montrachet fra Domaine Leflaive, siden går det værre, men der er et par flasker imellem.

I Vougeot spiste vi steak-frites på den lokale med en pichet til, og siden drak vi fru Trapets donation, i Vosne lykkedes det os rent faktisk at drikke Vosne (Liger-Belair) – uden at komme op at skændes om Vosne-vinmarksglasset, muligvis (vi husker det ikke helt) fordi vi lagde ud med en flaske 2002 Bourgogne rouge fra Claude Dugat, den rare mand i marineblå sømandssweater, og en 2001 Les Caillerets Chassagne-Montrachet fra Marc Colin, en stålsat mineralsk sag med eller uden sweater (nok uden); et ophold, der krævede en længere pause og en lur i vognen.

På Très Girard lander vi igen for at lade turens mindste deltager nyde godt af stedets swimmingpool. Bare en frokost og en flaske d’Auvenay og en eftermiddag i poolen, men de kunne ikke finde den d’Auvenay, vi havde udset os, og vi endte med en – bevares – rar 2001 Meursault fra Coche-Dury, og vejret er ualmindelig varmt, og værelserne er ualmindelig dejlige, og der er også en flaske 2000 Echezeaux fra Domaine Dujac, vi gerne vil smage, og Meursault fra Jacques Prieuré, og det er flere dage siden den mindste fik en tur i karrusel, så resten af dagen i pølen er vel kun rimeligt. Og selvfølgelig er det dyrt, men hvad er penge mellem venner, og vi er stadig gode venner med hinanden og med Bourgogne og igen gode venner med Mercy, og vi er jo på ferie. Vi kompenserer med at smide en helt banal 2001 Puligny-Montrachet fra Leflaive oven i menuen, og vi har en flaske champagne fra David Léclapart med, som de rare mennesker naturligvis skal smage, men altså det hele er vel rimeligt eller i hvert fald inden for rimelighedens grænser.

Roch’n’roll i vinmarkssko

Mercy triller lystigt, og i Nuits St. Georges hos Henri Roch, som vi hjemmefra har aftalt at besøge, skal vi en tur med ud i vinmarkerne og belæres om, hvorfor han gør, som han gør, og hvordan man kan være biodynamiker uden at være hippie, men desværre har han travlt med bestyrelsesarbejdet på Romanée-Conti, og hans kone bliver verfet med os ud i marken for at forklare. Og her er det, begrebet vinmarkssko kommer ind i billedet. Vi blev måske ikke så meget klogere på vinen, men til gengæld lærte vi et og andet om fodbeklædning. Stram nederdel i leopardskind, 20 cm høje stikke i-stiletter med guld og dims, en udsøgt pariseraccent, og en Volvo 4WD i monsterklassen, som bipper hidsigt hver gang madame Roch er ved at køre ind i – de temmelig dyre – vinstokke, og det er hun hele tiden. Man er vel fra Lutetia og landsbyens førstedame, skønt husbonde er vinbonde. Siden har vi ikke kunnet se en stilet model Reberbahnstrasse uden at tænke på fru Roch, der rimer på fru Foch, og de har muligvis en hvidvinsplimmelim tilfælles, men her stopper ligheden også.

Vosne-Romanée

Solen gik ned i tindrende rødt halvejs mellem Nuits St. Georges og Beaune, og vi drak en flaske rød bourgogne (det husker vi ganske bestemt) på en virkelig god restaurant, hvor vi fik en virkelig stor – og virkelig god – kalvekotelet, og medkøbte en flaske Auxey-Duresses fra McMahon (og nej, det er ikke en tilflyttet skotte, men en efterkommer af republikens første præsident!) til at drikke i det brune badekar på det brune hotelværelse på det brune hotel med brune gulvtæpper på både loft og vægge og æbleskrog under sengen. (Det giver faktisk nogle besynderlige oplevelser at være vinnørd.)

Så småt tid at drage hjemover med Mercy – der stadig spinder lystigt, når blot man husker for hver 400 km at hælde en liter olie, en håndfuld sikringer og en hel del benzin på hende. Inden vi rigtig kører hjem, når vi at smage.... Ja, både dette og hint. Og turen hjem går heldigvis gennem både Champagne, Luxembourg og Rheingau (og det er næsten ingen omvej, og sådan en flaske Cheval Blanc 1970 er man jo nødt til at kaste sig over, når nu der er tale om den enes fødeår), men, men hjemad det går. (Og ja. Sommerferien gik lidt ud over julegaverne!)

M&M og turens mindste delatger i Les Amoureuses.

No Mercy

Året efter står sommerferien – tro det eller ej – stadig i vinmarkens tegn, og let skrantende, men trofaste Mercy stod det igennem hele vejen til Loire, hvor det i Anjou lykkedes os at knække vores i Chênove dyrt indkøbte bagaksel; heldigvis to dage inden garantien udløb, så hjem kom vi også. Endnu en ny sommerferie står for døren, i vinmarkens tegn, selvfølgelig. Men Mercy er nu trillet til de evige vinmarker.