Kritik

Man skal som kritiker altid vare sig for at mene noget om, hvad ophavsmanden til det kritiserede burde have gjort, men holde sig til sin opfattelse af resultatet. Kritik er en personlig sammentrækning af analyse og fortolkning. Det er ikke nødvendigvis en positiv eller negativ vurdering, selv om det ofte netop er enten positivt eller negativt, men en vurdering af betydning og formål. I f.eks. billedkunst- eller litteratursammenhænge kan kritik ses som en debat i det offentlige rum, hvor forskellige aktører lægger til og trækker fra et fænomens betydningsdybde. Skønt også vin er et æstetisk fænomen, findes der så godt som ingen vinkritik; i vinens verden er der stort set kun personlige vurderinger, der munder ud i en kvantitativ afgørelse på en skala fra en til seks stjerner, fra 50 til 100 point eller fra nul til to milliarder blå birkes.

Karakterer og point

Det er så indgroet en forestilling, at en vins kvalitet kan kvantificeres på en skala, at det er svært at tænke sig andre måder at bedømme vin på. Så lad os først dvæle lidt ved pointgivningen. Point eller karakterer er en sjov måde at udråbe dagens vinder ved en smagning i vinklubben. Med alle de forbehold og mangler pointgivning kan have (og dem kommer vi tilbage til), kan det bestemt også have sin berettigelse. Man må i givet fald forestille sig en skala, hvor bundkarakteren er udrikkelig og topkarakteren perfekt. Som udgangspunkt er alle den slags skalaer et udtryk for følgende formel: uacceptabel – acceptabel – god. Synes man, at det er lidt indsnævrende, kan man tilføje to punkter til formlen: uacceptabel – næsten acceptabel – acceptabel – næsten god – god. Eller endnu to: helt uacceptabel – uacceptabel – næsten acceptabel – acceptabel – næsten god – god – virkelig god. Efter temperament kan man lade ordlyden modsvare af tal og lade skalaen gå til 12, 100, 1000 eller 2 milliarder. I sin simpleste form har en sådan skala det problem, at forskellen fra den nedre til den øvre del af acceptabel kan være enorm. Og hvordan skelner man en vin, der bare er god, fra en, der er virkelig fantastisk? Omvendt er der en tendens til, at jo flere distinktionsmuligheder skalaen giver, jo mere lemfældig bliver afgørelsen: 87 eller 88 point? Helt ærligt? Og når man først har givet de magiske 100 point, hvad dusen gør man så, når man får en endnu større oplevelse?

Men måske er problemet i virkeligheden et helt andet.

Kontekst

Det er åbenlyst problematisk at sammenligne så forskellige oplevelser, som vin kan være. Hvordan kvantificerer man oplevelsen af at drikke en ung, simpel Muscadet Sèvres et Maine til muslinger og strandsennep en lun sommerdag med børnene legende på stranden på Bornholm med en 40 år gammel, ædel og ekstrem kompleks Romanée-St.-Vivant i en kælder hos en gammel dame i Bourgogne? Hører de overhovedet til på den samme skala? Kan man sammenligne dem? Og skal man det? Det minder mig om en vittighed fra min barndom: Er det tordenskrald eller rundetårn, der er højest? Det er sevfølgelig let for en voksen at se, at der bliver rodet i begreberne, og at problemet er, man tager metaforen for pålydende, men for en femårig er det ikke et sprogligt, men et konkret mysterium; hvad er egentlig højest? Og skønt det kan være en udmærket øvelse at sætte sig i en femårigs sted, kunne man måske ønske sig, som vindrikker, at være en anelse mere modnet for nu at sige det sådan. Bare indimellem i hvert fald.

At åbne eller lukke oplevelser

Almindeligvis beskrives vin i aviser, bøger og blade med en kort beskrivelse af genkendelige smagsindtryk (en slags referat vel nærmest), en vurdering af vinens balance og muligvis kommentarer om typicitet. Afslutningsvis lukkes beskrivelsen med en samlet bedømmelse i form af en karakter. Og 'lukke' er det helt rigtige ord. Som forbrugervejledning må det vel siges at leve op til sit formål. En konsistent smager, der beskriver og vuderer vin sobert (faktisk findes der enkelte), kan, når man lærer vedkommendes stil og smag at kende, være en vejledning, til hvilke vine man selv kan lide eller ikke lide. Ligesom en film-, kunst- eller litteraturanmelder ved aviserne. Men som vinkritik er det temmelig ensporet. Vi giver et kort referat af vinen, klapper bogen i og giver den stemplet: 4 stjerner. Blev nogen klogere? Eller tørstigere for den sags skyld? Næppe. Den afsluttende pointgiving er præcis at lukke for oplevelsen. Sådan. Så god er vinen. Punktum.

I mine øjne må formålet med en analyse og en fortolkning til enhver tid være at åbne for oplevelsen. En indsigtsfuld analyse af en roman med udsigt til romanens kontekst og dens betydning for litteraturen kan åbne ens øjne for helt nye måder at læse den specifikke roman på, men også på litteraturen som helhed. Eller bare en skæv iagttagelse i en læsning kan åbne for nye indsigter og større fornøjelse. Hvorfor ikke forsøgsvis antage, at man kan formidle vin således, at formidlingen kan åbne for nye og større oplevelser? At analyse og fortolkning, i stedet for blot at være et middel til en afslutning, kan være en måde at skabe indsigt – og nye åbninger – på.

Uddrag af Den Lille Vinsmager, Mads Rudolf (Kuboaa 2012), side 59-61.