I gastropæerens fodspor

The Gastropean. Hvad gør vi? Drikker Metras og stinker af friture, fordi vi har spist søndagsfriture og smeltet ost hos David. (Der var også en del svampe). Vi drikker Metras, fordi det også i dag er en beaujolais-dag. Det er de fleste dage. Bortset fra de dage, hvor vi drikker beaujolais fra andre områder end Beaujolais (!), eller hvor vi drikker gamay i andre afskygninger end beaujolais. Joh, der er skam nok at tage af. Note: Vi skriver området med stort, men vinen med lille. Også selv om det indimellem er stor vin, vi drikker. Vi skriver også druenavne med småt.

The Gastropean. Hvad er det? Egentlig en idé, pariserkusine og jeg fik til et transeuropæisk madmagasin i sin tid, da jeg stoppede på Spist Af, og da kusinen flyttede fra Paris til Madrid. Madmagasin møder global landsby møder rejseskriverier møder kulturforskelle møder sprogbarrierer møder madkulturer møder søndagsfriture i hhv. Madrid og København møder kusines og kusines evige sult. Og tørst! (Jeg tillader mig at bruge et udråbstegn og håber ikke Erlend Loe er i nærheden. Hvis han er: Erlend, dette her er et vigtigt udråbstegn. Du vil hævde, jeg kun må bruge tre i løbet af hele mit liv (det i parentesen højere op var også vigtigt, men det tæller naturligvis ikke rigtigt), og dette her var et af de vigtige, må du forstå).

The Gastropean: Mad og vin er universelle sprog. Kan ikke nytte at lade sig begrænse af grænser og sproggrænser og kulturgrænser og den slags. (Så kan vi sidde der med hver vores sjaskede suveræne salat i skødet og se på søndagsdramatik på dr et).

Næh tak. Skål, du gamle. Jeg kan ikke forstå, hvad du siger, men skål alligevel. Helst i gamay.