Naturlig vin – skitser til en definition

Egentlig er det mig imod at forsøge at give en definition af naturlig vin. Naturlig vin er grundlæggende ikke et koncept; idéen bærer i sig selv på en en modstand mod skarpe grænser eller definitioner, der inkluderer eller eksluderer konkrete vine. Naturlig vin er bare vin, der ikke er manipuleret for meget. Det er i nogen grad i mod ånden i naturlig vin, at foreslå en definition.

Desuden har amerikanske Joe Dressner allerede begået et markant, men temmelig flyvsk 14-punkts-manifest, som jeg umuligt kan overgå i underholdningsværdi eller one-liners: http://saignee.wordpress.com/2010/06/24/day-6-the-official-fourteen-point-manifesto-on-natural-wine/ .

Man kan desuden følge Cory Cartwrights to blogføljetoner om emnet:

http://saignee.wordpress.com/31-days-of-natural-wine/

http://saignee.wordpress.com/2010/05/17/32-days-of-natural-wine/

Indlæggene er skiftevis underholdende, spændende, nørdede og kedelige. Men der er masser at komme efter alt i alt.

Endelig er der Association des Vins Naturels, hvis officielle charter findes her: http://www.lesvinsnaturels.org/charte-signee-par-les-vignerons/ . Her gives helt konkrete anvisninger på, hvad man må og ikke må.

Når jeg alligevel - på trods af alle forbehold - forsøger at skitsere en definition, er det, fordi jeg håber at kunne give en forklaring på nogle af intentionerne og idéerne med at lave naturlig vin, en forklaring som rækker ud over et konkret regelsæt. Og måske indlede en debat, der kunne være andet og mere end en skyttegravskrig for og imod.

1. Naturlig vin laves ud fra ønsket om at formidle en oplevelse, der har en konkret fysisk oprindelse i et område eller en vinmark.

Det er ambitionen, at vinen skal fortælle en lille historie derudefra; til den der er følsom nok til at lytte. Vin kan berette om et sted og en tid, der er gået; vin kan således være en oplevelse, der rækker ud over den konkrete situation 'mand drikker vin'. Vin er først og fremmest forpligtet på at smage godt, men i lykkelige tilfælde kan den nydelsesorienterede logik overskrides.

2. Naturlig vin er ikke målfokuseret eller teleologisk. Der er ikke en ønsket retning, men en vifte af muligheder for at lykkes.

Vinen skal først og fremmest afspejle de muligheder, som samspillet mellem natur og arbejdet med vinen har givet. Den er ikke nødvendigvis lavet for at behage. Det betyder ikke, at man skal drikke alt muligt, der smager skidt, men en naturlig vin er kun vellykket, hvis den ikke er tvunget et bestemt sted hen. Vindrikkeren må altid forholde sig åbent og kritisk til det, hun hælder i gabet. Det er også et spørgsmål om et normalitetsbegreb, hvad vi opfatter som vellykket, og har man levet sit liv med afrettede, smagsforudbestemte vine, kan nogle naturlige vine forekomme besynderlige eller decideret fejlbehæftede.

3. Naturlig vin omfavner en bred definition af, hvad der opfattes som vellykket.

Vin er under alle omstændigheder en 'acquired taste', og ikke alle vindrikkere kan rumme det samme. Diversitet og mangfoldighed må dog her – som i de fleste tilfælde – anses for et ubetinget gode. I praksis betyder det, at mange vindrikkere med tiden ændrer deres opfattelse af, hvad vin er, og hvordan den skal og kan smage. Naturlig vin fordrer en bred og rummelig – men ikke ukritisk! – definition af vellykket vin.

4. Naturlig vin skal basalt set smage godt og være rart at drikke.

Mange vinmagere begyndte at lave naturlige vine, simpelthen fordi de kunne tåle at drikke mere af den. I praksis følges naturlig vin altid af en vis løssluppen hedonisme og en stor generøsitet. Det er ikke en teoretisk tilsnigelse, men simpel empiri. (Omend jeg skal afholde mig fra at erklære det statistisk signifikant, har en hurtig rundspørge vist en 100% tilslutning, idet samtlige adspurgte (min hustru og jeg for at være mere præcise) erklærede sig fuldstændig enige i denne konklussion).

5. Naturlig vin dyrkes som udgangspunkt uden brug af kemiske hjælpemidler.

Vin skal trække mineralitet og næring fra jorden, den gror i. Dette kræver, at jorden er fuld af planteliv og fauna. Det er en forudsætning for at lave naturlig vin, at der arbejdes med jorden, og at de høstede druer er sunde og besidder en vital gærpopulation. Det ene kemiske hjælpemiddel trækker det næste med sig, da planternes og jordens naturlige balance forrykkes. Ideelt set kan vinmarken passes helt uden brug af kemi. I praksis er det langtfra alle naturlige vine, der laves helt uden kemiske hjælpemidler, og svovl og kobbersulfat (også kendt som bordeauxvæske) er almindeligt accepterede præparater (og således også tilladt inden for økologisk og biodynamisk brug), men de er ikke eftertragtelsesværdige og bør så vidt muligt undgås.

6. Naturlig vin vinificeres som udgangspunkt uden brug af kulturgær, filtrering, klaring, enzymbehandlinger eller omvendt osmose. $vovl anvendes i lavest mulige doser om overhovedet.

Egentlig vil store dele af den seriøse vinverden formodentlig skrive under på, at de går ind for så lidt indblanding i vinens tilblivelse som muligt. Der er dog store forskelle på, hvad denne uvillige indgriben så består af, og hvor uvillig den i grunden er. Maceration af hvidvine eller lang tids lagring sur lie kan give smagsnoter, der kan få dem, der drikker konventionel vin, til at rynke på næsen. Filtrering eller klaring kan få den 'naturlige vindrikker' til trække opgivende på skuldrene og hælde vinen ud. Grænserne er flydende, og svaret ligger i vinen. Kulturgær, enzymer og omvendt osmose hører imidlertid ikke hjemme i forbindelse med naturlig vin.

7. Minimal tilsætning af svovl ved flaskning er acceptabelt, men ikke efterstræbelsesværdigt.

Svovl har de senere år været det store diskussionsemne. Alle kan være enige i, at for meget svovl er en fejl, men hvornår for meget er for meget, hersker der dog udbredt uenighed om. AVN opstiller grænseværdier for svovlindholdet i vin, som jeg godt kan tilslutte mig, men jeg vil understrege, at vine, der holder sig inden for disse grænseværdier, i mine øjne kan være for svovlede, ligesom vine, der ikke holder sig inden for disse grænseværdier, i visse (sjældnere) tilfælde kan ligge inden for definitionen af naturlig vin. Svaret ligger i vinen.

8. Naturlige vine skal være frie og levende.

Det fine ved de naturlige vine er deres liv og 'glimt i øjet'. De skal være frie, utvungne og ustyrede. Man kan ikke beslutte sig for at lave en vin, der smager som en 'naturlig vin'.

9. Naturlig vin har ikke en statisk definition, men er en idé, der efterstræbes.

Det er selvfølgelg ikke uproblematisk på denne måde at placere definitionen uden for vinen selv, men det er ikke desto mindre den eneste måde. Man kan ikke måle sig til, om en vin er naturlig eller ej. Svaret er i vinen, men må formuleres af vindrikkeren. Druerne plukker ikke sig selv og kravler ikke op i fadene et års tid, inden vinen selv løber ned i flaskerne. Vin er et kulturelt samspil mellem menneske og mark udsat for vind og vejr. Der vil være en lang række af grænsetilfælde af vine, hvor definitionen 'naturlig' kan og må diskuteres, ligesom naturlige vine må defineres inden for en glidende bevægelse af naturlighed.

Jamen, vil du drikke det her?

Vinproduktionen står for cirka 50 % af pesticidforburget i Frankrig. Vin udgør ca. 3 % af landbrugsarealet. Men pyt. Pesticiderne kommer jo ikke med over i vinen, vel? Tja.

I 2008 indkøbte Pesticide Action Network (også kendt som PAN) 34 flasker konventionelt dyrket vin og sendte dem til analyse på almindelige kommercielle laboratorier. Der var hovedsagligt tale om vine fra Europa, men alle kontinenter var med; de fleste var almindelige billige hverdagsvine, men enkelte var dyre prestigevine til over 200€ flasken. Samlet set blev der fundet 148 pesticidrester i de 34 vine. Alle flasker indeholdt rester af mindst en pesticid, gennemsnitligt indeholdt flaskerne rester fra mere end fire pesticider, den flaske, der indeholdt flest, havde rester fra 10 forskellige pesticider.

Heldigvis har man i EU foreslået maksiumumgrænser (MGA = maksimumgrænse for affaldsstoffer) for pesticidrester i vin. Et eksempel kunne være Folpel, der er et anti-mug-præparat: Man har foreslået en MGA på 0,1 mg pr. liter vin. 0,1 mg lyder jo ikke af meget, men dog en hel del, hvis man sammenligner med MGA for drikkevand hvor grænsen er 0,1 mikrogram. 0,1 mikrogram er 0,0001 mg. Nu drikker vi selvfølgelig mere vand end vin (nogen af os i hvert fald), men MGA forekommer ikke at være betryggende.

Ved De, kære læser, egentlig hvad flg er:

• Tébufénoside
• Azoxystrobine
• Diméthomorphe
• Phtalimide
• Denamidone metabolite
• Cyprodinil
• Fludioxonil
• Fosforsyre
• 3,5 DCA
• Pyrimethanil
• Thirame
• Fenhexamide
• Iprodione
• Procymidone
• Phtalimide
• Quinalphos

Har De lyst til at vide det?

Nej vel.

Drik naturlig vin!

Pierre Overnoy. Om naturlig gær og unaturlig svovl.

Nedenstående tekst er et uddrag af et uddrag af et uddrag. Den franske vinjournalist og redaktør François Morel udgav i 2008 en meget brugbar bog med masser af konkret viden og facts om naturlig vin ('Le Vin au naturel', Éditions Sang de la Terre 2008), hvori han bl.a. bringer et uredigeret interview med Pierre Overnoy, vinbonde i Pupillin (Arbois, Jura), som handler om at lave vin uden svovl.

Svovl i vin eller ikke svovl i vin er i disse dage – eller år rettere – en varm kartoffel. Ikke uden grund. For bare ti år siden var det noget, de færreste mere eller mindre professionelle eller bare seriøse vindrikkere skænkede en tanke. Var man langt fremme i skoene dengang, prædikede man allerhøjst terroir. I dag er der mange, der har en mening om svovl i vin. Og der er mange vinbønder, der ikke bruger det, endnu flere, der hævder ikke at bruge det. Men som det fremgår af nedenstående interviewudpluk er det, at undlade at bruge svovl i vin, ikke bare noget, man lige gør. Til gengæld er det stærkt forbundet med terroirtanken. Hvilket er interessant. Nogle hævder, at det er nødvendigt med svovl for at 'tæmme' vinen og lade terroiret tale. Pierre Overnoy, som i parentes bemærket er den vinbonde, alle – alle! – andre samvittighedsfulde, dygtige, ambitiøse vinbønder søger råd hos, når lokummet brænder for nu at sige det sådan, har aldrig brugt svovl i sine vine. Det har ikke noget med tidens hype at gøre. Pierre Overnoy er født og opvokset i den lille landsby, som han stadig bor i. Hans vinmarker har tilhørt hans familie igennem generationer, og der er sgu aldrig blevet sprøjtet eller brugt svovl i vinifikationen, så hvorfor skulle han være begyndt på det? I følge Pierre Overnoy er det et spørgsmål om at forstå naturen, selv om det måske lyder corny og letkøbt; det er det bestemt ikke, tværtimod er det skide svært, siger han. Ikke to årgange er ens, og lige når man føler, man har knækket koden, sker der noget uforudset. Men det er kun, når man har indset det – altså det, at man skal forstå naturen – at man er istand til at lave vin uden svovl. Svovl hæmmer markens egen gærpopulation i at udvikle sig naturligt, og har du først smadret denne udvikling, kan du ikke gøre andet end at rette op på det ad kemisk vej, hvilket man i følge Pierre Overnoy for enhver pris bør undgå. Og det er kun, når man har forstået at lave vin uden svovl, at man har forstået naturen – og dermed er istand til at formidle den.

“Det, der betyder noget for os (1), er pH-værdien. Den skal være stærk! (Når P.O. taler om en 'stærk' pH, mener han ikke lav syre, men høj syre!). For vores største problem er det følgende: Mælkesyrebakterierne nedbryder æblesyren og omdanner den til mælkesyre. Så 'hviler' mælkesyrebakterierne lidt, hvorpå de nedbryder citronsyren, hviler igen, og nedbryder restsukkeret i druerne, som endnu ikke har gæret. Så – man skal have en stærk pH, og så må den malolaktiske gæring endelig ikke slutte før alkoholgæringen. Hvis det sker, er man nødt til at kunne køle cuveriet, så bakterierne ikke begynder at udvikle sig. Det er svært – og dyrt, hvis man er nødt til at investere i kølemaskiner! En stærk pH-værdi er nødvendig, fordi vi ikke dræber mælkesyrebakterierne. En del af den ugærede restsukker, som evt. sidder tilbage, kan bakterierne omdanne til alkohol, men de kan også omdanne den til vineddike. Fidusen er altså at få bakterierne til at 'lide', men uden brug af svovl; dvs. det skal snarere gøres fysisk end kemisk. Og det første er at sikre sig en stærk pH. Med en stærk pH kommer bakterierne til at lide. For at opnå denne stærke pH skal man ikke bruge kemisk ukrudtbekæmpelse i marken, man skal pløje marken, arbejde med jorden, i stedet. Hvis jorden ikke bliver pløjet, søger rødderne op til overfladen og suger potassium til sig – også selv om man ikke har sprøjtet markerne med det – og potassium optager tartrisk syre, som druen naturligt indeholder, og den proces får syreniveauet til at falde.

Hvis man skal arbejde uden svovl, kræver det en stærk pH og en heftig og sund 'gærpopulation' (2). Hvis man har sprøjtet sine marker med kemisk ukrudtsbehandling, dræber man en væsentlig del af gærcellerne, og så dannes der 'schizo', dvs. schizosaccharomyces, også en slags gær, der giver volatilsyre i vinen. Der vil altid være en smule 'schizo', men sålænge det kun er smule, er det de andre gærtyper, der styrer miljøet. Miljøet bliver styret enten af de 'gode' gærceller, de 'onde' gærceller eller af bakterierne. Da vi ikke bruger kemi til at styre disse elementer med, må vi arbejde fysisk, men med et fundament i vinmarken, der tilfører de rigtige elementer.

Hvis det er muligt, vil vi gerne have meget æblesyre. Men det er vi ikke herre over. Det er ved høsten, det bliver afgjort: Hvis det er meget varmt, falder æblesyreniveauet, og så er vi nødt til at høste. Druernes tartriske syreniveau bliver nedbrudt ved fortyndning, og æblesyreniveauet ved forbrænding. Så hvis det regner meget, vil der være mindre tartrisk syre og mere æblesyre – og omvendt, hvis det er meget varmt.

Så vi har brug for 'den sunde trekant': en stærk pH, en heftig og sund gærbefolkning og masser af æblesyre, hvis muligt. Men det vigtigste for os, det er gærbefolkningen. Hvis bare vi har den, og selv om de øvrige elementer ikke er gunstige, så klarer vi den uanset. Bakterierne og gærcellerne indgår i et kapløb, og det er vigtigt, at bakterierne ikke får angrebet sukkeret, inden gærcellerne har nået at nedbryde dem. Den bedste måde at styre dette på er gennem temperaturstyring. Ved 8° begynder gærcellerne at arbejde, så sætter bakterierne ind, og så er man nødt til at lade stå til, der er ikke andet at gøre. Hos os er cuveriet kølet, men når de røde har brug for varme, går det ud over de hvide, så vi har to rum og et apparat, der køler eller varmer på hver enkelt tank. Det er skam ikke billigt at arbejde uden svovl. Og selv om vi har midlerne, rammer vi ikke altid plet.

Vi bliver indimellem deklasseret af AOC'en, fordi vores vine ikke er 'typiske'. De fleste vine indeholder industrigær og svovl, derfor sætter det standarden, og vores vin er 'ikke som de andre', derfor er den ikke 'typisk'... Men 'typiciteten' afgøres af, om man tilsætter hvad som helst for at komme til at ligne alle andre, så... Der er ni myntesirupper tilsat heftig grøn farve og en uden, som derfor falder udenfor og 'har et problem'... Det er ofte meget unge mennesker, der smager på vinene, og de ved ikke, hvordan vinene smagte før i tiden, det kan faktisk godt være et problem for billigelsen af vinene.

I dag er den generelle holdning, at for at en vin skal kunne leve længe, kræver det høj syre. Og det er også rigtigt med de høje udbytter, som man ser i dag. Med et højt udbytte falder syren, og de andre elementer er ikke istand til at overtage. Og så alligevel har vi set vine fra Rhônedalen med et ekstremt lave syreniveau, som har ligget ganske længe! Men der må simpelthen ikke være for mange klaser på stokken, og så kan vinen holde sig meget meget længe selv uden høj syre. Årgang '64 var hos os en virkelig varm årgang med ekstrem lav syre. Alle mente, at det ikke var nogen gemme-årgang. Alligevel gemte jeg et par flasker, og da jeg for nylig smagte den med Marcel Lapierre og 'banden fra Beaujolais', var der ingen, der skød på, at den kunne være meget ældre end fra 2000!”

(1) 'os' er de vinbønder, der er medlem af AVN - Association des Vins Naturels, en forening, der samler de vinbønder, som laver naturlige vine/arbejder naturligt.

(2) 'gærpopulation' er direkte oversat fra fransk; jeg ved ikke præcist, hvad det hedder på dansk,

men udtrykket er på en måde meget rammende, da der er helt vildt mange forskellige gærtyper, som alle bidrager med noget forskelligt.

Hjemme igen

Paris kalder i embeds medfør. Jeg lander med det sene fly fredag aften og tager direkte til Verre Volé, hvor Cyril og staff er gået op på den høje klinge og sprøjter vin og mad over disken i et hæsblæsende tempo. Om de har bord til én? Nej. Men lidt senere måske? Nej, så kommer tredje seat jo. Men.. jo, et øjeblik, og tryllerylle, en hylde, der kan trækkes sådan halvt ud af væggen og normalt fungerer som skærebræt og brødstation, bliver afkrummet og en klapstol trækkes frem af de hemmelig gemmer – et voilà: Bord til un.

Man skal lige sørge for at læne sig frem når serveringen skal ud i vinkælderen, og holde godt øje med at klapstolen ikke forvandler sig til klapstol adskilt i hoveddele, men så sidder man til gengæld perfekt; god mad, god vin og en fantastisk udsigt til en af Paris' travle bistroer. Lokalet er vel beregnet til 14-16 siddende gæster, og væggene hele vejen rundt er fyldt med vinflasker, så kan man bare se sig omkring og vælge. En stor tavle med dagens – overraskende mange – retter bliver båret frem og tilbage og bakset ud og ind imellem bordene. Der sidder 28 gæster foruden mig, og hvis ikke der hele tiden var tre-fire stykker ude på gaden og ryge, ville det næppe være muligt at få serveret tallerkener og vin til de overfyldte mikroskopiske borde. Ahh. Jeg læner mig tilbage. Blot for omgående at kommer på bedre tanker, da jeg bliver mindet om klapstolens lange levetid og potentiale for dekonstruktion. Så jeg læner mig frem igen, dufter til et glas Allez Goutons fra Dominique Derain; endelig hjemme. Altid hjemme i Paris.

København var april med slud og gråt i gråt; Paris er lun og åben, og Cyril kommer med store, flotte grønne asparges med vinaigrette, lidt ibericoskinke og et glas Melonix fra Jo Landron. Det er i princippet for vinen, man kommer på Verre Volé – lidt absurd al den stund, at man ikke må drikke uden at spise på stedet – men maden slår mig gang på gang med forundring; altid god og iblandt er den fremragende. Køkkenet på Verre Volé består af to store salamandre i baren (en salamander er en avanceret brødrister), en el-koger og en elektrisk trykkoger-lignende ting, der oftest bruges til at koge kartofler i, som siden moses og holdes varme i selvsamme tingest. Salater blandes i reglen i vinkælderen, der er et temperaturstyret rum lige bag baren, hvor også mange tallerkener anrettes. Pølser, caillette, parmentier og sågar rôtie de porc steges i salamanderen. Det er simple retter, men af gode råvarer og oftest lige det, man har brug for. Toulousepølse med kartoffelmos og frisésalat; hvor svært kan det være? I skrivende stund er Verre Volé netop blevet ombygget og har fået et vaskeægte køkken, men så vidt vides er salamandrene blot fulgt med.

Verre Volé er den naturlige vins højborg og har i mange år, sammen med en håndfuld andre steder som fx Baratin i det 20., fremstået som spydspidsen inden for Vins Nature-avantgarden. Med sin beliggenhed i det 10. arrondisement er Verre Volé ikke lige på alfarvej for turisterne, men efterhånden har vinnørderne fundet vej herud. Sammen med en frodig blanding af unge parisere, der jo skal ud at spise og drikke, men ikke nødvendigvis har de helt store summer at gøre det for. Her er naturlige vine fra alle afkroge af Frankrig; besynderlige vinbønder og besynderlige vine, men alle med liv og en mission i verden. Ikke blot at behage, men at udfordre, restaurere og beruse sit publikum.

Linsesalat med svinekam og et glas pineau d'aunis fra Puzelat. Tredje seat er så småt på vej ud i Paris og Cyril siger, at jeg kan få et bord sammen med nogle af hans venner, vinbønder sydfra, men undervejs på strækningen fra brødstationen og de tre meter hen til hjørnebordet bliver jeg indfanget af fjerde seat, en håndfuld branchefolk og et par vinbønder og en flaske meget musikalsk Anjou – Initial BB fra Agnès og René Mosse – så det tager et par timer, før jeg når bordet med Cyrils venner. På dette fremskredne tidspunkt er Verre Volé forlængst lukket og skodderne trukket ned, men vinen flyder stadig i stride strømme, og hver gang nogen gør mine til at bryde op, lyder et umiskendeligt plop fra vinkælderen og Cyril kommer bimlende med blinder og stort smil. Afslutningsvis får vi 2004 Les Chênes fra Vincent Laval, der gør hjemturen til venners lejlighed i parisernatten både kalket og næsten svævende.

Tre timer senere på udtrækssofa i vennernes lille pariserlejlighed, kommer lejlighedens yngste beboer (4-årige César) kravlende ind under madrassen for at skyde mus med sin flitsbue (!). Men det er Paris uden for vinduerne. Og en ny smagning venter. Godt man ikke får tømmermænd af naturlig vin. Eller.

Marcel Lapierre er død, men hans vine lever!

Kære vinnaturalist* I morges døde Marcel Lapierre, og måske er det oftere Yvon Métras' eller Jean Foillards svovlfri beaujolaiser, der løber i mine årer, men der er ingen tvivl om, at Marcel Lapierre indirekte har haft en finger med i det spil, om man så kan sige. Marcel Lapierre var på linje med Jules Chauvet og Pierre Overnoy en pioner inden for naturligt, svovlfrit vinmageri, og denne dag, ja, denne uge, dette liv, må nødvendigvis stå i Beaujolais' og i beaujolais', i Morgons, i gamays – og i de naturlige vines i det hele taget – tegn. Skål, gamle jas. Må der gro gamay i din himmel også! *vinnaturalist: person, der holder af / sværger til naturlig vin, naturligvis

Naturlig vin – religion eller logik for fritskrabede bio-høns?

Europa: 3,7 millioner hektar vinland i alt. Vinland udgør 3,5 % af Europas samlede landbrugsareal og står for 15 % af den samlede mængde pesticider i landbruget, dvs. næstvigtigste aftager efter kornland. I Frankrig udgør vinland 3 % af det samlede landbrugsareal og sidder på 20 % af pesticidforbruget.

Den lader vi stå et øjeblik, mens vi tager et glas vin ... naturlig vin, naturligvis, dit gamle osv.

I gastropæerens fodspor

The Gastropean. Hvad gør vi? Drikker Metras og stinker af friture, fordi vi har spist søndagsfriture og smeltet ost hos David. (Der var også en del svampe). Vi drikker Metras, fordi det også i dag er en beaujolais-dag. Det er de fleste dage. Bortset fra de dage, hvor vi drikker beaujolais fra andre områder end Beaujolais (!), eller hvor vi drikker gamay i andre afskygninger end beaujolais. Joh, der er skam nok at tage af. Note: Vi skriver området med stort, men vinen med lille. Også selv om det indimellem er stor vin, vi drikker. Vi skriver også druenavne med småt.

The Gastropean. Hvad er det? Egentlig en idé, pariserkusine og jeg fik til et transeuropæisk madmagasin i sin tid, da jeg stoppede på Spist Af, og da kusinen flyttede fra Paris til Madrid. Madmagasin møder global landsby møder rejseskriverier møder kulturforskelle møder sprogbarrierer møder madkulturer møder søndagsfriture i hhv. Madrid og København møder kusines og kusines evige sult. Og tørst! (Jeg tillader mig at bruge et udråbstegn og håber ikke Erlend Loe er i nærheden. Hvis han er: Erlend, dette her er et vigtigt udråbstegn. Du vil hævde, jeg kun må bruge tre i løbet af hele mit liv (det i parentesen højere op var også vigtigt, men det tæller naturligvis ikke rigtigt), og dette her var et af de vigtige, må du forstå).

The Gastropean: Mad og vin er universelle sprog. Kan ikke nytte at lade sig begrænse af grænser og sproggrænser og kulturgrænser og den slags. (Så kan vi sidde der med hver vores sjaskede suveræne salat i skødet og se på søndagsdramatik på dr et).

Næh tak. Skål, du gamle. Jeg kan ikke forstå, hvad du siger, men skål alligevel. Helst i gamay.