En af de der gamle skrotbunker, der bare kører og kører og aldrig fejler noget
eller
En bourgognefarvet drøm på fire hjul
- en personlig beretning fra Bourgogne
Af 1971 Mia Rudolf og 1970 Mads Rudolf
Noget af det, man virkelig skal overveje, når man rejser i Bourgogne, er, hvornår man skal drikke hvilke vine. – Og af hvilke glas. Det er selvsagt en fordel, at bagakslerne på bilen er hele og uknækkede, men det er absolut ingen betingelse. Med et par gode vinmarksglas, en proptrækker og en halvsnalret tilgang til livets fortrædeligheder når man ganske langt.
En Bourgognefarvet drøm i Bourgogne: Mercy ved Le Montrachet.
Mercy, Mercy me
Altså. Om vinteren så vi os selv på sommerferie i vores nye gamle bil. Vi havde jo ikke købt den endnu, men alligevel. Bare os i solnedgangen på Montrachetskråningen med en af de der gamle skrotbunker, der bare kører og kører og aldrig fejler noget. Vi købte så en gammel, bourgognefarvet Mercedes (Mercy) med masser af charme og kassetteafspiller til at spille Marvin Gaye; vi var cool. Efter et par hurtige stop hos mekanikere i Lübeck og Alsace, ikke noget at tale om – en oliefordelingsdims og en bagaksel –, skramler vi videre til Bourgogne, hjemsted for verdens største vine og et dragende mekka for enhver sand vinelsker. Mellem Nuits St. Georges og Beaune ryger den anden bagaksel, og situationen er så småt ved at være kritisk. I hvert fald hvis man tager de økonomiske briller på. Men gør man det? Næh. Det er jo ferie. Så. Man sørger for at holde fanen og bourgogneindholdet i blodet højt, og når verden er imod, må man jo kompensere. Jo mere autoskade, jo højere kvalitet på vinen. Jo mere fransk arrogance hos mekanikeren, des større kvantitet fordres, mens mere mekaniske franskmænd fordrer des arrogantere kvalitet. Eller noget. Vin skulle vi i hvert fald ha’!
Vi kommer til Bourgogne sent søndag aften og checker ind hos Fru Foch (ja, det hedder hun næppe) på Hotel Foch. Hun er Thierry Matrots svigermor og således i familie med en halv flaske 2001 Puligny-Montrachet 1. cru Les Chalumeaux, der straks får os til at glemme lydene fra bagvognen. Vi bliver enige om, at bilen sikkert bare har en løs dims, fx vores spritnye venstre bagaksel, der skal strammes. Således opstemte går vi ud i byen og finder efter nogen søgen en restaurant, der, omend modstræbende – de var ikke meget for børn (skal vi lige huske at introducere Esmeralda, 1½ år, vant til at spise ude, vældig glad for foie gras og næsten i stand til at skelne mellem riesling, chardonnay og pinot noir på duften) – indvilliger i at vederkvæge os med en bid brød og en flaske 1999 Vosne-Romanée fra Robert Arnoux. Vi går i seng med et rimeligt positivt indtryk af den samlede situation og deler os næste morgen, så en tager datteren og den anden køretøjet, som vi, trods de oplivende vine fra dagen før, godt kan se nok må et smut til doktoren. Halvvejs til mercedesmekanikeren i Nuits St. Georges må forehavendet imidlertid opgives og Falck tilkaldes. Hvad gør man så? Tja. Tager på Ma Cuisine og spiser frokost. Restauranten ejes af et oldebarn af Escoffier, men det er ikke maden, de er berømte for. Det er derimod vinkortet, og vi finder da også uden videre en flaske 2000 Meursault fra Coche-Dury, der ligger og kalder på os. Straks stiger humøret, hun bliver snart god igen, Mercy.
Pilgrimsfærd
Ideen med at tage til Bourgogne: At mærke suset fra de store vinmarker. Kysse i Les Amoureuses, drikke Chambolle i Chambolle, sparke til mudderet på Le Montrachet og tisse på Romanée St. Vivant. Men. Vi fik ikke drukket Chambolle i Chambolle! Og her kommer vi således til det egentlige. Det handler om at udstyre sig selv med de rigtige flasker til de rigtige tidspunkter og dertilhørende korrekte vinmarksglas. Når alt kommer til alt, er det et spørgsmål om logistik. Hos Ma Cuisine pågældende krisemandag investerede vi i tre fine, fine flasker vin. Men som nævnt er det et spørgsmål om logistik, og det var simpelthen ikke de rigtige flasker vin, vi fik investeret i! Vi endte med at sidde på Montrachetskråningen i Puligny og drikke en flaske, i øvrigt glimrende, 2000 Nuits St. Georges fra J.J. Confuron, og hvad værre var: vi måtte simpelthen afstå fra at drikke vin på Les Amoureuses, og var der ellers noget, vi havde set frem til, var det da dét!
Tilbage til frokosten, som blev afløst af fem ture i karrusel til turens mindste deltager og en skal vi sige let deprimerende telefonsamtale med vores nye rejseledsager, Falck Udland. Nu var gode dyr let opløste og dyr vin uden for rækkevidde: Vi bevægede os i trance rundt i byen, spiste et stykke (medbragt) knækbrød og gik i seng med en flaske 2000 Bourgogne Rouge fra Coche-Dury. Situationen lysnede en smule. Næste dag var jo en ny dag, hvor vi nedslåede af en telefonsamtale og siden opildnede af et utrolig dejligt vinindkøb tog en taxa til Le Montrachet, den mest legendariske vinmark i det hvide Bourgogne og måske i hele verden. Skråningen har en perfekt hældning, jorden er stenet og mineralsk, aftensolen falder følsomt mellem rækkerne af vinstokke.
Lidt om lyset i Bourgogne. Det er pænt. Faktisk er det helt specielt. Måske er det bladene på vinstokkene, der for turisternes skyld fanger solens stråler og kaster dem mod himlen med en særlig vinøs glans. Måske er det himlen, der vælger at sende nogle helt specielle lysstråler til netop Bourgogne, velvidende at terroiret her producerer de ypperste vine, man kan tænke sig. Hvorom alting er: Lyset er pænt. Det skinner fra himmel til vinstok, fra vinstok til vin og ned i glas og op til os. Eller er lys i virkeligheden bølger. Havde Bohr ret? Han starter dog med B...
Vinmarksglas. (Det er billedet der er uskarpt - ikke fotografen!)
Næste dag til frokost blev det en flaske 2002 Mâcon fra Robert Denogent, den var billig, kølig og dejlig, men Spiegelaus Authentis 02 lå hjemme hos Fru Foch og er i øvrigt ikke et glas, der med sin lange stilk og crispy krystalkarakter egner sig til livet i marken. Så vi foretog en, skulle det vise sig, vigtig investering. Vi købte vinmarksglas. Små buttede cognacglas af den gamle, solide skole påtrykt landsbyskjold fra hhv. Vosne-Romanée og Chambolle-Musigny. Sidenhen måtte der indtil flere lodtrækninger til, for hvem vil drikke 2001 Vosne-Romanée, Clos du Château fra Vicomte Liger-Belair af et Chambolle-glas?
Rundt og rundt. Og rundt
Man er fanget i Beaune, og man vil hellere ud at se på en knold og synge om vinene, vinen og vin. Bagaksler er let udsolgte, Falck taler ikke fransk, og mercedesværkstedet i Chênove gør visse begivenheder om ikke helt naturlige så i hvert fald uundgåelige. 30 km i taxa til en lidt blegfesen skråning mellem Puligny og Chassagne – Le Montrachet. Anne-Claude Leflaive tager imod til en lille afmålt smagning. Vi triller klapvognen ud i vinland og stener på Montrachets stenede skråninger. Baguette, rilette og desværre havde vi ikke en vin, der rimede, men en halvflaske 2001 Chambolle-Musigny fra Domaine Roumier er såmænd o.k., lidt glas-diskussion, men havde vi haft bagaksler som vi havde agt, havde vi selvfølgelig valgt en picnic, der rimede på Montrachet.
En ny dag truer. Kaffe, croissant og ingen cardan.Vi er helt på det rene med, at vinindholdet i vores blod ikke bør nærme sig de faretruende nedre grænser; vi har jo ferie. Bander lidt ad Falck og en hel del af franske mekanikere. Turens mindste deltager får en tur i karrusel, inden vi kører med toget til Nuits St. Georges og derfra videre med taxa til Gevrey-Chambertin og et aftalt besøg hos Domaine Trapet. Madame Trapet er en historie i sig selv og bander ad franske mekanikere sammen med os, joh, vi er skam på bølgelængde, os og madame Trapet. En herlig smagning og en biltur senere efterlader hun os på banegården i Nuits med en flaske 1971 Gevrey-Chambertin af egen avl, det er næsten lige så godt som en hel cardan.
Vi bander ad Falck, der naivt siger cardan og pardon på vegne af franske mekanikere, som vi også bander over, og som for deres vedkommende bander over hvad som helst. Vi bander og bander. Målet er fuldt, da den Flincke Falckmand flinckt forcklarer, at det nok godt kan tage endnu et par dage, inden den franske cardan når fra Dijon til Chênove. Der er 4 km. Men hvad ved l’Homme Falck om det? (Ingenting, kan vi godt afsløre). Tid til at opsøge en gammel ven: Lolo. Vi kvæler en flaske 2002 Chambolle-Musigny Les Charmes fra Lucien Le Moine (det store gabehoved), og skruer bissen på, Mercy får sin cardan, og vi triller fra nord til syd og fra syd til nord og tilbage igen, op og ned ad Rouge National 74, det er søde tider, stokkene smiler til os i solnedgang, vi er kørende, gu’ er vi, rødderne trækker mineralerne op i lyset, vi har ferie, gu’ har vi, vinden blæser liv i vinen, vi er fattige nu, men hvad er penge mellem venner, vi er gode venner med hinanden og med Bourgogne, det skal fejres! Turens mindste får en tur i karrusel.
On the road again
Aurevoir mémé Foch, Matrots velsignede svigermor, og bonjour les dégâts! Vi kører (læs: Mercy triller!). Nordpå. Væk er vanskelighederne, vi fortjener at have det lidt godt. Nu er det ferie. Lidt god vin. Nu. Vi havner hos en gîte-madame i Morey, her bliver vi ikke længe, hun har tæppetisserhund, men vi bliver længe nok til at stifte bekendtskab med Hotel de Très Girard i selvsamme landsby. Første gang kommer vi bare lige forbi og drikker et glas vin, 2002 Clavoillon, Puligny-Montrachet fra Domaine Leflaive, siden går det værre, men der er et par flasker imellem.
I Vougeot spiste vi steak-frites på den lokale med en pichet til, og siden drak vi fru Trapets donation, i Vosne lykkedes det os rent faktisk at drikke Vosne (Liger-Belair) – uden at komme op at skændes om Vosne-vinmarksglasset, muligvis (vi husker det ikke helt) fordi vi lagde ud med en flaske 2002 Bourgogne rouge fra Claude Dugat, den rare mand i marineblå sømandssweater, og en 2001 Les Caillerets Chassagne-Montrachet fra Marc Colin, en stålsat mineralsk sag med eller uden sweater (nok uden); et ophold, der krævede en længere pause og en lur i vognen.
På Très Girard lander vi igen for at lade turens mindste deltager nyde godt af stedets swimmingpool. Bare en frokost og en flaske d’Auvenay og en eftermiddag i poolen, men de kunne ikke finde den d’Auvenay, vi havde udset os, og vi endte med en – bevares – rar 2001 Meursault fra Coche-Dury, og vejret er ualmindelig varmt, og værelserne er ualmindelig dejlige, og der er også en flaske 2000 Echezeaux fra Domaine Dujac, vi gerne vil smage, og Meursault fra Jacques Prieuré, og det er flere dage siden den mindste fik en tur i karrusel, så resten af dagen i pølen er vel kun rimeligt. Og selvfølgelig er det dyrt, men hvad er penge mellem venner, og vi er stadig gode venner med hinanden og med Bourgogne og igen gode venner med Mercy, og vi er jo på ferie. Vi kompenserer med at smide en helt banal 2001 Puligny-Montrachet fra Leflaive oven i menuen, og vi har en flaske champagne fra David Léclapart med, som de rare mennesker naturligvis skal smage, men altså det hele er vel rimeligt eller i hvert fald inden for rimelighedens grænser.
Roch’n’roll i vinmarkssko
Mercy triller lystigt, og i Nuits St. Georges hos Henri Roch, som vi hjemmefra har aftalt at besøge, skal vi en tur med ud i vinmarkerne og belæres om, hvorfor han gør, som han gør, og hvordan man kan være biodynamiker uden at være hippie, men desværre har han travlt med bestyrelsesarbejdet på Romanée-Conti, og hans kone bliver verfet med os ud i marken for at forklare. Og her er det, begrebet vinmarkssko kommer ind i billedet. Vi blev måske ikke så meget klogere på vinen, men til gengæld lærte vi et og andet om fodbeklædning. Stram nederdel i leopardskind, 20 cm høje stikke i-stiletter med guld og dims, en udsøgt pariseraccent, og en Volvo 4WD i monsterklassen, som bipper hidsigt hver gang madame Roch er ved at køre ind i – de temmelig dyre – vinstokke, og det er hun hele tiden. Man er vel fra Lutetia og landsbyens førstedame, skønt husbonde er vinbonde. Siden har vi ikke kunnet se en stilet model Reberbahnstrasse uden at tænke på fru Roch, der rimer på fru Foch, og de har muligvis en hvidvinsplimmelim tilfælles, men her stopper ligheden også.
Solen gik ned i tindrende rødt halvejs mellem Nuits St. Georges og Beaune, og vi drak en flaske rød bourgogne (det husker vi ganske bestemt) på en virkelig god restaurant, hvor vi fik en virkelig stor – og virkelig god – kalvekotelet, og medkøbte en flaske Auxey-Duresses fra McMahon (og nej, det er ikke en tilflyttet skotte, men en efterkommer af republikens første præsident!) til at drikke i det brune badekar på det brune hotelværelse på det brune hotel med brune gulvtæpper på både loft og vægge og æbleskrog under sengen. (Det giver faktisk nogle besynderlige oplevelser at være vinnørd.)
Så småt tid at drage hjemover med Mercy – der stadig spinder lystigt, når blot man husker for hver 400 km at hælde en liter olie, en håndfuld sikringer og en hel del benzin på hende. Inden vi rigtig kører hjem, når vi at smage.... Ja, både dette og hint. Og turen hjem går heldigvis gennem både Champagne, Luxembourg og Rheingau (og det er næsten ingen omvej, og sådan en flaske Cheval Blanc 1970 er man jo nødt til at kaste sig over, når nu der er tale om den enes fødeår), men, men hjemad det går. (Og ja. Sommerferien gik lidt ud over julegaverne!)
No Mercy
Året efter står sommerferien – tro det eller ej – stadig i vinmarkens tegn, og let skrantende, men trofaste Mercy stod det igennem hele vejen til Loire, hvor det i Anjou lykkedes os at knække vores i Chênove dyrt indkøbte bagaksel; heldigvis to dage inden garantien udløb, så hjem kom vi også. Endnu en ny sommerferie står for døren, i vinmarkens tegn, selvfølgelig. Men Mercy er nu trillet til de evige vinmarker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar